Af Janus Holst Aaen
Det svenskejede firma Boxer vandt i tæt konkurrence med en virksomhed ejet af den norske stat i foråret en såkaldt ’skønhedskonkurrence’ udbudt af Radio- og tv-nævnet. Vinderen fik retten til at blive gatekeeper for interesserede medievirksomheder.
Det vil sige, at Boxer – som også står for det digitale tv-udbud i hjemlandet – har fået lov til at bestemme, hvilke kanaler de danske borgere skal kunne se de næste tolv år. Og den danske stat har ikke mulighed for at gøre noget ved det.
Det svenskejede firma Boxer vandt i tæt konkurrence med en virksomhed ejet af den norske stat i foråret en såkaldt ’skønhedskonkurrence’ udbudt af Radio- og tv-nævnet. Vinderen fik retten til at blive gatekeeper for interesserede medievirksomheder.
Det vil sige, at Boxer – som også står for det digitale tv-udbud i hjemlandet – har fået lov til at bestemme, hvilke kanaler de danske borgere skal kunne se de næste tolv år. Og den danske stat har ikke mulighed for at gøre noget ved det.
Udliciteret til statsligt selskab
Ifølge medieforsker ved Århus Universitet, Frands Mortensen, var hele ideen med gatekeeper-konceptet, at VKO-flertallet ønskede at styrke den private mediesektor i Danmark. På den måde mindskede man statens indblanding og lod i højere grad markedskræfterne råde.
”Men det gør man jo ikke ved at udbyde det på en sådan måde, at de to der slås om at få det, det er henholdsvis den svenske stat og den norske stat. Det har sgu da ikke meget at gøre med den private mediesektor,” fastslår Frands Mortensen, og påpeger samtidigt det absurde i at udlicitere noget ud fra en liberal tankegang for så bagefter at give det til et statsligt selskab.
”Hvis man alligevel vil give det til en statslig institution, hvorfor fanden så ikke holde det på danske hænder, således at de danske politikere har mulighed for at bestemme over, hvad der foregår?"
”Men det gør man jo ikke ved at udbyde det på en sådan måde, at de to der slås om at få det, det er henholdsvis den svenske stat og den norske stat. Det har sgu da ikke meget at gøre med den private mediesektor,” fastslår Frands Mortensen, og påpeger samtidigt det absurde i at udlicitere noget ud fra en liberal tankegang for så bagefter at give det til et statsligt selskab.
”Hvis man alligevel vil give det til en statslig institution, hvorfor fanden så ikke holde det på danske hænder, således at de danske politikere har mulighed for at bestemme over, hvad der foregår?"
Seere risikerer dårligere tv
Frands Mortensens anke er, at de danske seere kan komme til at lide under den nye ordning.
Et eksempel: I løbet af de næste tolv år opstår der en situation, hvor der er behov for at indføre endnu en gratis public service kanal. Hvis det sker, har man ikke fra dansk side nogen mulighed for at sørge for, at det behov bliver indfriet. Man er helt overladt til, hvad den svenske stat synes om den sag.
Med andre ord har man ingen muligheder for at modvirke eventuelle dårlige beslutninger, som gatekeeperen træffer. Skal man tro Frands Mortensen, kan det gå ud over seerne, fordi dårlige beslutninger betyder dårligere fjernsyn.
Boxer: Den bedste kandidat
Et eksempel: I løbet af de næste tolv år opstår der en situation, hvor der er behov for at indføre endnu en gratis public service kanal. Hvis det sker, har man ikke fra dansk side nogen mulighed for at sørge for, at det behov bliver indfriet. Man er helt overladt til, hvad den svenske stat synes om den sag.
Med andre ord har man ingen muligheder for at modvirke eventuelle dårlige beslutninger, som gatekeeperen træffer. Skal man tro Frands Mortensen, kan det gå ud over seerne, fordi dårlige beslutninger betyder dårligere fjernsyn.
Boxer: Den bedste kandidat
Kulturordfører for Dansk Folkeparti, Karin Nødgaard, har ikke samme syn på sagen. Ifølge hende er beslutningen om at vælge Boxer ikke taget fra politisk hånd, men derimod Radio- og Tv-nævnets ansvar.
”Man havde besluttet at indføre digitalt tv, og så var man jo nødt til at finde nogen, der kunne stå for det. Derfor gik det i udbud – med Boxer som vinder. Man har selvfølgelig set på, hvem der ville kunne klare opgaverne bedst.”
Nødgaard mener, at Boxer også med fordel kan trække på den erfaring, de har fra hjemlandet:
”Men selvfølgelig har man gjort tingene på en anden måde i Sverige, og Boxer har da også lovet at lave andre tiltag end i Sverige,” bemærker Nødgaard med en henvisning til at overgangen til digitalt tv i er gået noget trægt hos vore nordiske naboer.
”Man havde besluttet at indføre digitalt tv, og så var man jo nødt til at finde nogen, der kunne stå for det. Derfor gik det i udbud – med Boxer som vinder. Man har selvfølgelig set på, hvem der ville kunne klare opgaverne bedst.”
Nødgaard mener, at Boxer også med fordel kan trække på den erfaring, de har fra hjemlandet:
”Men selvfølgelig har man gjort tingene på en anden måde i Sverige, og Boxer har da også lovet at lave andre tiltag end i Sverige,” bemærker Nødgaard med en henvisning til at overgangen til digitalt tv i er gået noget trægt hos vore nordiske naboer.
”Hul i hovedet – simpelt hen”
Hovedbegrundelsen for at vælge Boxer var fra Radio- og tv-nævnets side, at firmaet ikke har nogen potentielle interessekonflikter på det danske marked. Hvis DR fx var blevet sat til at kontrollere udbuddet, kunne man have forestillet sig, at de ville have sat egne interesser over de andre medieaktørers.
Ifølge Frands Mortensen ville den danske stat imidlertid have været ligeså god som den svenske stat til at varetage opgaven. Han foreslår fx, at man kunne have lavet et aktieselskab under kulturministeriet til at varetage opgaven. På den måde ville det offentlige stadig have en hvis kontrol med udviklingen. Samtidig ville andre aktører kunne købe sig ind i aktieselskabet og derigennem få medindflydelse.
”Nu har staten jo afskrevet sig rettet til at bestemme over det, der bliver den vigtigste distributionskanal for tv de næste tyve år. Det er helt mærkværdigt. Det er fuldstædigt hul i hovedet – simpelt hen.”
Ifølge Frands Mortensen ville den danske stat imidlertid have været ligeså god som den svenske stat til at varetage opgaven. Han foreslår fx, at man kunne have lavet et aktieselskab under kulturministeriet til at varetage opgaven. På den måde ville det offentlige stadig have en hvis kontrol med udviklingen. Samtidig ville andre aktører kunne købe sig ind i aktieselskabet og derigennem få medindflydelse.
”Nu har staten jo afskrevet sig rettet til at bestemme over det, der bliver den vigtigste distributionskanal for tv de næste tyve år. Det er helt mærkværdigt. Det er fuldstædigt hul i hovedet – simpelt hen.”
Fantastisk artikel. Det viser jo bare igen, at den danske stat ikke fatter noget som helst om det danske mediemarked (og det nordiske også for den sags skyld)
SvarSlet