Filmatiseringen af ABBA musicalen om kærlighedens uransagelige veje har solgt over 30 millioner billetter på verdensplan, og er dermed den mest solgte engelske film nogensinde. Men hvorfor er det at lige netop Mama Mia sælger så mange billetter? Jeg har kigget nærmere på fænomenet Mama Mia, og på hvad man drømmer om når man først har rundet de 50.
For dem som ikke har set filmen endnu, handler den om den unge pige Sophie, der kort før sit bryllup, beslutter sig for at finde hendes far. Hendes nysgerrighed får hende til at stjæle sin mors dagbog, hvor hun opdager, at hun har hele tre mulige fædre. I stedet for at konfrontere sin mor med hendes løsslupne fortid, vælger datteren at invitere alle tre potentielle fædre til hendes bryllup, og det er så her løjerne for alvor begynder. Hvem er faren? Hvad gik galt? Kan ægte kærlighed vare evigt, og hvad gør man med sit liv når man er rundet de 50?
Selvom filmens omdrejningspunkt er den unge brud og hendes kommende bryllup er der ingen tvivl om at filmens virkelige hovedkarakter er Donna Sheridan (Maryl Streep) og hendes udvikling gennem filmen. Og netop her, synes jeg, at filmen adskiller sig markant fra de mere traditionelle romantiske komedier. Først og fremmest er Donna en ældre dame. Hun er i hvert tilfælde omkring de 50, og det overraskende er at hun hverken er kedelig, gråhåret eller dement. Donna er derimod et meget vitalt menneske. Hun er en farverig karakter der, som barn af de løsslupne 60’ere, har prøvet lidt af hvert. Hun har både barn og slot, og vigtigst af alt er hun selvstændig og har hun ikke brug for nogen. Udover sine to, meget karikerede, veninder der ligesom hende selv, lever hver deres version af en drømmetilværelse, uden faste mænd og med hver deres karrierer.
Og det er her det går galt for mig. Kald mig bare en smule gammeldags, men jeg er bekymret over det budskab, som filmen sender til den ældre del af befolkningen. Jeg ved godt at det normalt ikke er tilladt at kritisere sine forældre og deres kultur, fordi de a priori ved bedre. Men når nu de insisterer på at se fjollede film, og efterleve disse, efter min mening, forvirrede teenageidealer, er det vel på sin plads med en løftet pegefinger eller to!
Filmen der bedst kan beskrives som 50+’ernes ”sex in the city” tegner et skræmmende billede af den ældre generation, hvor jagten på den personlige lykke tilsidesætter alt andet, og hvor kravet til livet er en blanding af konstant eventyr, forelskelse og drama. 60’er generationens egoistiske forfølgelse på nydelse og lykke, har med Mama Mia fået en genkomst, hvor stilstand er lig med døden, og hvor alle der ikke bor i det græske øhav er tabere.
Og det er så her det bliver virkeligt uhyggeligt. For denne historie kunne måske være meget tilforladelig, hvis den handlede om netop teenagere og deres problemer med at finde sig sev, men det gør den netop ikke. Når man er 50 er det altså ikke ok at flygte fra alle sine problemer. Det er ikke ok at lade være med at fortælle sin datter, hvem hendes far er. Og det er slet ikke ok, ikke at betale sine syngende medarbejdere, selvom man er lidt fattigt! I Mama Mia er det lige meget hvordan man behandler andre mennesker, så længe man bare i sidste ende får det man gerne vil have; en elsker, en græsk ø og evigt drama.
Men hvad sker der når virkeligheden ikke kan leve op til disse sindsyge idealer? Hvad sker der når I ikke lige har råd til den græske ø? Hvad sker der når I som 50’årig ikke længere kan tiltrække de unge mænd på stranden? Hvad sker der når det eneste I har i jeres liv, er to kedelige unger, og en mand, der på ingen måde synger ligeså godt som Pierce Brosnan?
Mama Mia er et uhyggeligt eksempel på en romantisk komedie for den mest forkælede og egoistiske generation af alle. En generation der ikke lader nogen eller noget stå i vejen for deres personlige tilfredsstillelse, og som forventer at alle andre gør det samme. På grund af netop dette, ved jeg også at mine forældre vil elske den. Så hvis du mangler en julegave til dine friværdis forældre, køb den endeligt. Men find for guds skyld noget andet at lave, når de engang skal se den.